Landbrugskrisen i Danmark.
For at forstå nogle af de problemer vores forfædre har haft, er man nødt til at gå lidt i dybden. Ud over problemerne med fiskeriet i Danmark, har Limfjorden haft specielle problemer. En voldsom storm i februar 1825 gennembrød Vesterhavet Agger Tange ind til Limfjorden, og gjorde vandet mere saltholdig, hvor det før var en slags brakvand. Det medførte at en del af de hyppigste fangster blev reduceret i årerne efter, blandt andet Helt-fiskeriet. Af de ca. 800 mennesker der levede på Fur i begyndelsen af 1800 hundredetallet havde ca. 100 mænd deres gang på havet, udover at drive landbrug. Landbruget på Fur var for det meste kvindearbejde, der stod for husdyrene, og kun fik mandlig hjælp til at pløje, så og høste. Resten af tiden foregik for mændenes vedkommende på havet, eller med at ordne garn, som en del kvinder iøvrigt også hjalp til med. Grunden til at det var nødvendig at supplerer landbruget, var bl. a. på grund af landbrugskrisen, og at landbrugsarealerne ikke kunne føde hele befolkningen.
Krisen i Danmark var en sammenhæng mellem forskellige ting. En stor del af de unge bønderkarle lå i Frankrig, for at deltage i det værn, Europa i forening havde stillet op mod Napoleon Bonaparte. Landbruget havde derfor mistet en stor del af sin arbejdskraft. Dette var dog ikke den værste årsag til "ulykken". Sammenbruddet begyndte i år 1818, men en del af årsagen startede allerede omkring 1807. Et af problemerne er det samme problem vi kender i dag, nemlig at udbud og efterspørgsel helst skal passe nogenlunde sammen. Op til sammenbruddet er faktisk det man vil se tilbage på, som "de gode tider", nemlig når efterspørgslen er større end udbudet, hvilket får priserne til at stige. En del af baggrunden for elendighederne var jo krigen fra årene 1807-14, og også den pengeforvirring der førte til Statsbankerotten i år 1813.
"De gode tider"
Der blev gennemført en stor landbo reform i slutningen af 1700 tallet, og
virkningen kom hurtigere en de fleste havde ventet. Det gav en stor forøgelse
af landbrugsartikler, af hvilket en del af også gik over landets grænser. Alt
det landbruget kunne producerer, blev aftaget, og en stor del til det øvrige
Europa, hvor Danmark forsynede en stor del af de krigsførende lande med korn,
og kvæg og heste var en stor efterspørgsel i nordtyskland, hvor krigen var nået
til. Priserne på korn steg fra 1807 - 10 i gennemsnit 250%
og fra 1810 - 13 med næsten 1000%. Dette var dog ikke på grund af den store efterspørgsel
at prisen steg. I virkeligheden var det pengenes værdi der faldt, mere en
kornprisernes reelle stigning. Danmarks pengevæsen var ikke af det bedste og
regeringens almindelige udvej på deres problemer var det sædvanlige, nemlig at
hæve skatterne, og det på trods af at skatten på jordbesidderne allerede i 1802
havde fået en betydelig stigning. Sammen med pengeudviklingen udstedte
regeringen papirpenge i store mængder, som ikke kunne indløses ved sølv, så
kursen raslede ned. I perioden fra år 1807 - 1813 faldt kursen katastrofalt
nemlig med helt op til 100.000% afhængig af de
forskellige typer pengesedler og værdipapirer.
Landmændenes udgifter var udtrykt i fastsatte pengebeløb, så gammel gæld kunne afdrages med større og større lethed. På den måde kom landmændene af med deres gæld, og for skatternes vedkommende gik det på samme måde, dog ikke i så stor udstrækning. Som det foregik i 1960'erne kunne det betale sig at stifte gæld, eller udskyde betalingen så lang tid som mulig, og på den måde ophobede der sig efterhånden betydelige skatterestancer, som skatteyderne tjente på, men staten tabte. En forordning fra feb. 1810 indførtes en indkomstskat, som bønderne ikke evnede eller ville fatte, så den blev ophævet efter en forordning i juni 1811. Andre udgifter blev også forholdsvis lette for landmændene på den tid, da arbejdslønnen ikke fulgte prisudviklingen, og landarbejdernes løn bevægede sig kun langsomt op. Dette skete til trods for stigningen på livsfornødenheder. Lønnen blev som regel fastsat for 1 år ad gangen, og på flere godser fandt der i flere år ingen forhøjelser sted. Mange fæstere sad i gæld fra slutningen af 1790'erne, da de blev selvejere, men slap ganske nemt af med den. Den gæld som de havde ved overgangen fra fæster til selvejer kunne nemt betales ud på en gang, blot ved at sælge et par heste, hvilket gav bønderne bedre levevilkår. Dette gjorde også at der kunne tjenes lette penge ved forskellige spekulationer, og da det var let at betale sin gæld, stiftede flere ny gæld, uden at have betalt det gamle. Levestandarten for bønderne blev bedre, og enkelte udbyggede deres stuehuse, og kom væk fra det lerstampede gulv i de usle hytter, de før beboede. Gårdpladser blev brolagt, og der blev anlagt flotte haver med frugttræer og prydbuske. Dristige spekulanter kastede sig over landbrugsjorden, ved at opkøbe godser og gårde, og udstykke og sælge det til umådelig høje priser. Gevinsten kunne bruges til indkøb af endnu dyrere jord, hvilket til sidst bevirkede at folk købte jord til usandsynlig høje priser. Det blev dem der enten stiftede stor gæld, eller ikke fik betalt deres gæld i god tid, der blev hårdest ramt, da ulykkesårene kom. I de gode tider blev der også indgået en utrolig mængde ægteskaber, som dog faldt, efterhånden som bønderne mærkede at de var på "gyngende" grund. Der viste sig efterhånden flere og flere tegn på, at de gode tider, der engang aldrig ville ende, nærmede sig slutningen. Samtaler mellem handelsfolk gik mest på kornpriserne, der måtte blive dyrt til foråret. Alle kappes om at komme først til markedet, for at få solgt deres korn, og ikke mindst pressens skildring af de kommende tilstande, var medvirken til sammenbruddet.
Omslaget.
Landmanden følte sig stadig rige og lykkelige over deres luksus, selv om de
stiftede gæld, eller brugte af deres opsparede kapital. De fleste sad med en
gæld, der i papirpenge udgjorde store summer. De egentlige hartkornsskatter var
i 1813 blevet omsat til kornskatter, så størrelsen fulgte kornpriserne. Alt der
havde været landmandens fordel, virkede nu modsat. Arbejdslønnen var
efterhånden også steget til en højde, der var normal i forhold til
prisstigningerne, men for høj til stagnationen. Prioritetsrenten blev lige så
høj, som pengenes var ringe. Papirpengene værdifald havde skabt dårlige vilkår for
både handel og omsætning. Man var i tvivl om pengenes og handlernes værdi, og
om handler i det hele taget var en god eller dårlig forretning.
Derfor tog regeringen skridt til at genoprette sikkerheden, ved en forordning i januar 1813. Papirpengene blev erstattet med nye Rigsbankdalere, af en ny bank, Rigsbanken, som var det halve værd af de tidligere sølv specie-dalere. For tillidens skyld måtte der være et solid bankgrundlag, og Rigsbanken fik derfor en prioritet i alle faste ejendomme på 6% af deres værdi. Der var dog næsten ingen grundejere, der på en gang kunne udbetale disse penge, og skulle da betale 6½% i rente af skyldige beløb. Afgiften kaldes bankhæftelser, og skulle give de nye sedler den fornødne sikkerhed. Banken udstedte sedler til en værdi af 42 mill. rigsdalere (rdlr.), hvoraf de 27 mill. skulle bruges til at indløse de gamle kurantsedler. Da de nye rigsdalere også var papirpenge og ikke sølv, havde ingen tillid til dem og de faldt hurtigt til kun 10% af deres pålydende værdi, og da de gamle Kurantsedler ved ombytningen gav en mindre værdi var forringelsen helt ned til 1%.
Der var dog nogle gode år i forhold til verdensmarkedspriserne på landbrugsvarer, så alle spekulationerne opretholdes i 5 år, nemlig til 1818, da banken fik en ny ordning og blev til Nationalbanken, med en ledelse, uafhængig af regeringen. Grundejere hvis bankbehæftelse var mindst 100 rdlr. blev Interessanter i Nationalbanken, hvilket gjorde kursen mere stabil. Derfor indtrådte en kunstig optimisme, men den store gæld, som ikke før havde trykket debitorerne, blev nu umulig at bære, selv om en del af gælden var omskrevet ved forordningen i 1813. Allerede december terminen 1817, var svær at komme over for mange. Skatterne var jo steget nominelt, og da kursen i 1818 steg til 25% af en sølv-piece, også reelt, var gældsbyrden blevet tungere. Ny gæld blev stiftet for at betale prioriteterne, eller også blev gælden opskrevet. Nogle måtte udstede pantebrevs-obligationer på deres ejendomme, bare for at klare skatterne.
Således voksede gælden på få år med mere end 80%. Nogle landmænd opgav at betale, og restancerne hobede sig op, kvartal efter kvartal. Kommunerne økonomiske byrde steg også. Fattigvæsenet blev dyrere efter en ændring i 1803, og Skolevæsenet blev i 1814 ændret til en forrtinlig men kostbar forordning, som selvfølgelig var med til at øge skatterne. Oven i de forandrede pengeforhold, faldt kornpriserne også i årene 1815-16. Krigen havde mindsket produktionen og øget forbruget. Da den sluttede i år 1818 og krigens folk vendt tilbage til landbruget, bevirkede det at udbudet på landbrugsvarer blev større, og efterspørgslen mindre. Eksport af landbrugsvarer til Norge blev belagt med told efter adskildelsen, og England lagde ligeledes told på varerne, så priserne faldt katastrofalt. Det Danske korn var samtidig berygtet for sin dårlige kvalitet. Dansk hvede var i sydhavslandene kendt for sin dårlige lugt, der skyldes fugtighed, og for sin tykskallethed, der gav et mindre brød, der også havde en umoden smag. Rug ville man knap nok bruge til føde for heste, og slet ikke sig selv. I England blev Dansk korn noteret nederst som "skiden sæd", og smørret blev solgt som "mastesmør". Grunden til den dårlige kvalitet var selvfølgelig at førhen kunne alle produkter sælges til bl. a. Norge, så der var ingen grund til forbedring. Det var især det jyske korn der var ringe, dog havde Thy og Salling en god hvid havre. Kvaliteten på kornet måtte jo give sig udtryk i faldene priser, så priserne faldt fra årene 1818-25 til ca. 25%, hvoraf halvdelen af faldet skete fra 1818-19.
Krisens virkninger.
Alle disse voldsomme udslag med hensyn til kursen og prisfaldet, måtte give
udslag. Selv de bedst stillede landmænd vaklede, og de der havde vovet mest,
ved køb af store godser faldt først. En stor del måtte overlade deres ejendom
til kreditorerne, som igen prøvede at sælge dem, med tab til følge, da
jordpriserne gik ned. En gård betød ikke andet end en stor skatte- og
gældsforpligtigelse. Offentlige auktioner blev dagens orden, og efterlod ikke
andet en elendighed for mange familier, der måtte forlade deres ejendomme, uden
værdier. Da der ingen penge kom ind i skatter allerede i år 1818, forlagde
finansminister Møsting en redegørelse fra amterne.
Svarene lød ens: der var iværksat eksekutioner på godser, gårde, præster og
degne, købmænd og møllere. Der var udpantninger i hver by og sogn.
En redegørelse fra stiftamtmand Moltke i Ålborg blev indsendt til rentekammeret. Der stod : "Den største del af landbostanden og en del proprietærer allerede er udpantet for alt hvad de ejer, og de kan ikke udrede så mange skatter som er påbudt. Den egentlige grund til at skattepengene ikke er indbetalt er pengemangel og nød hos distriktets bønder". Ålborg , Hjørring og Thisted amter var blandt de hårdest ramte, på grund af dårlige jorde og den usle drift. Gårdenes priser faldt over hele landet til mere end 1/4 af, hvad de var prissat til i 1802, og en gård på 6 tønder hartkorn kunne købes for 5 rdlr., endda fri for skatterestancer. Selv skatterne var med til at gøre en sådan ejendom usælgelig, da bedriften ikke kunne give nok overskud til at betale dem.
Det var med andre ord ikke jorden, der var blevet værdiløs, men skattebyrden på de større jorde, der var for høj. Der fandtes heller ingen købere, til de talrige auktioner, for der var ingen efterspørgsel. Skatten på de mindre jorder var mere lempelig, men staten var ikke den hårdeste kreditor, da regeringen var rede til at yde en vis henstand, lettelser, eller lignende. Fra mange sider lød der bitre klager over de hensynsløse kreditorer, der krævede lovens strenghed, mod de skyldnere der ubetænksom havde pådraget sig gæld. Visse skyldnere mistede ikke blot sin ejendom, men blev at være forgældet, så længe han levede. Andre nedskrev gælden, som Hr. Ritmester og Ridder Willemoes-Suhm, der nedbragte en skyldners gæld fra 42.700 til ca. 12.000 Rigsbankdalere.
De fleste kreditorer søgte dog at drage fordel af omstændighederne. Landet blev fyldt af daglejere eller omvandrende tiggere. De fleste der blev ramt af tragedierne, var dem der havde taget størst del i spekulationer og dermed øget eftervirkningerne, mens de der havde holdt sige tilbage, delvis gik ram forbi. 3 godser, som Kronen havde på Falster var i det vanskelige år 1814, overgivet fæstebønderne til selveje. Udover de ovennævnte ulykker, var der også megen sygdom blandt besætningerne på selvejergårdene. Kronen hjalp først bønderne med næsten en halvering af den gamle købesum, men da pantet stadig var for stort. Selvejerne blev derefter fæstere igen i året 1824. Efter en lov af 8. april 1851 gik fæstegodset igen over til selvejer ejendom. De fleste fæstebønder var ikke ramt af tragedierne. Fæstebønderne betalte skat til godsejeren, som også sad med den samlede skattebyrde. I år 1820 overtog staten 3-4% at landets hartkorn, for det meste de større godser, og andre godser blev sat under administration.
Hjælpen.
Den almindelige opløsning i samfundsforholdene gav kritikerne chancen for at
klandre regeringen. De kom med en mængde forslag til regeringen, som dermed fik
nok at gøre med at bringe orden i landboforholdene. Den første foranstaltning
kom fra Frederik Vl, der udstedte en forordning der
påbød sparsommelighed. Regeringen ophævede tolden på udførsel af korn, der var
på 2½% af handelsværdien. Det skete allerede i 1819,
og gav kort efter en betydelig stigning i eksporten. Derefter blev
udførselsafgiften på smør og ost ophævet. Kvæghandelen havde i lang tid været
hæmmet af den mellemrigstold mellem Danmark og tyske
hertugdømmer var på op mod 20%.
De gamle hartkornsskatter var i 1818 blevet slået sammen til en enkelt landskat, men var stadig for store til landbrugets ydeevne, så forskellige lempelser blev indført. For den del af landskatten, der skulle betales i sølv eller sedler efter kursen, blev det i 1824 tilladt at lægge dem i sedler, daler for daler, hvilket var en væsentlig billigere. Nogenlunde samtidig blev landskatten direkte formindsket med om mod 1/3. Ved siden af denne hjælp, ydede staten store lån til de nødlidende jordejere, især til godsejere, der stod i restance for deres bønders skatter. Dette gav dog store tab for staten. De 3-4% som staten kom til at sidde inde med, da godsejerne ikke kunne overholde sine forpligtigelser, var ikke rentable, da staten var en dårlig styrer af godserne. Den kunne dog selv mærke skattetrykket, som den udsatte jordejerne for. Denne foranstaltning gav staten en stor gæld, uden at have givet de nødlidende nogen betydelig hjælp. I 1827 kom der igen en forøget hartkornsskat til tab for alle disse toldlettelser og andre tab, staten havde lidt. Handelsforholdene blev bedre i Europa, da England nedsatte indførselstolden på korn i 1828, og sammen med andre gunstige forhold betragtes krisen som afsluttet. Danmark havde en god høst og kvaliteten var blevet forbedret. Der begyndte en mægtig opgang på alle områder.
Sidst
opdateret den 3. oktober 2012
Torben Dyhr Krog - webmaster - (e-post)