I Pontoppidans Danske Atlas Tomus lV fra 1768 står der en del om Fur. Der er bl. a. beskrivelser om forskellige egne, som jeg har afskrevet direkte.

(Husk at j også bliver skrevet som i.)

Xlll Cap. Viborg stift Skivehus Amt. (Side 741-42)

Fur:
Fuur Sogn: Debel Bye. Madsbad Bye. Nederbye. Voiel Bye. Engelst Bye. Lundgaard. Grisildgaard. Hvirp Gaarde. Dalsgaard. Bierggaard.

Denne Øe Fuur bliver siden beskreven. Kirken har et temmelig højt taarn som tillige med kirken er tættet med blye. Altertavlen er given 1702 af doctor og professor Masius. I den vestre ende er indrettet en aaben begravelse af sognepresten Mag. Peder Skive, som døde 1695 65 aar og er her med sin hustrue Dorothea Sidenborg begraven. Af hans epitaphio, som i steen er udhuggen, sees, at han i sine yngere aar havde reist udenlands med den lærde Johan Hopner, og siden i tre aar været rector i Kalundborg, før han blev prest paa Fuur. Paa marken sees en dynge steen, som kaldes Gammel Kirke, hvor traditionen siger, at kirken først skulde være begyndt at bygges. Anno 1731 er af da værende landets eier Anders Kierulf til Sødal anlagt en skole paa Hvirp Gade for sognets ungdom, til hvis vedligeholdelse, saavelsom til de fattiges underholdning, bemelte Kierulfs enke Frue Margareta Dorothea Braes 1739 har giort en anseelig stiftelse, som er fastsat i Fuurlands eiendom.(See Hofmans fundass tom ll. p. 479) Ved anno 1176 eller kort tilforn har biskop Niels i Viborg stadfæstet Fuur Kirkes Annersøn til Viborg Domkirke, som 40 aar var tilforn af Biskop Eskil var gjort, med samtykke af sognepræsten Boe og kirkens stiftere Gutchi, Agi og Atti, og 1164 af Pave Alexander lll stadfæstet; hvoraf sees, at kirken paa Fuur er meget gammel, og anlagt ved eller kort før 1130. Fuur Kirke som heder St. Mortens Kirke, fordum indviet denne helgen til ære, skal til en stor deel være bygt af den saa kaldte røde steen der paa landet.

(Side 764-72)

Fuur Land
Til dette Amt og under Harreherred i Salling hører Øen Fuur eller Fuurland, liggende i Limfjorden, 10 Mile fra Hals hvor fjorden begynder, 7 Mile fra Aalborg, 2 Mile fra Løgstør, 1 Mile fra Livø, ½ Mile fra Morsøe, 1/4 Mile fra Salling land. Landet er fra østen til Vesten imod en miil i Længden og ½ miil i Bredden, men hele Omkredsen 3 Miile. Paa den ene Ende af Landet er et stort Forbierg, kaldet Knud, som strekker sig et temmeligt stykke ud i fjorden imod Mors, hvoraf store Knuds Hoved og lille Knuds Hoved har navn, og paa den anden Ende tvende Odder som kaldes Engelst Odde og Ferker Odde. Landet ligger meget behageligt, og som det paa de tvende sider er omgivet med meget høie bakker eller bierge, falder fra deres spidse en lystig udsigt til Salling, Mors, Thye, Hanherred, Himmersyssel og Livøe. Det er derfor nogle vil, at det har faaet et skiønt eller faurt lands navn. Andre, som paastaae, at der i ældere tider har voret fyrskov og mængde fur træer paa landet, udlede dets navn deraf. I disse tider skal ikke findes noget spor af fyrskov, men vel af eege- og ælle-skov, hvoraf mangfoldige stykker træe endnu af grunden opgraves, som deels ere forstenede, deels med svovelagtig materie gienemtrokken. Ikke desmindre er Resenius i sin atlas af den mening, at navnet er af Fur-Skovene, hvis levninger først i forige secula endda bare til, men bleve af de keiserlige krigsfolk afhugne og ruinerede. Den tredie og nyeste mening om landets navn er, at det skulde komme af Feur eller Fyr, Ild, i henseende til landets naturlige beskaffenhed, da der ei alene findes mangfoldige brændbare materier, men endog under det bekiendte bjerg Rødsteenen en aabning i stenen som et rør med grønt glasseret, hvorom er al formodning, at ilden fordum der igiennem har haft sin udflugt. Navnet skrives ellers i meget gamle documenter Phur, Phuur, Fuur, og Fur. Saameget som indvaanerne dyrkes er i matrikelen ansat for hartkorn 160 tønder, 2, skiepper, 3 fierdingkar, 1 album, foruden prestegaarden som staaer for 5 tønder, 2 album, bestaaende mest af middelmaadig god agerland, som dyrkes det flittigste og beste skee kan, og saa meget bedre som bønderne ere frie fra hoverie, og har enhver ikke mere jord end han vil kan oversee. Alligevel kan landets afgrøde ikke føde indbyggerne, men de maae til hielp hente korn og andet fornødent fra næstliggende egne. Indbyggerne udgiøre 125 familier, foruden inderster, i alt 800 siæle. Af disse ere 75 gaardmænd, af hvilke de fleste have 2 tønder skyld, mange 1 tønde, men nogle ikkun 4 à 5 skiepper. Husmændene ere 50, af hvilke de fleste ogsaa have noget lidet hartkorn, de øvrige have jordløse huse. At landet i ældere tider maae have været gribsjord, og enhver, ligesom skovene ere udhugne, taget til sig hvad han har lystet, det viser dets slette inddeeling; Byerne ligge tet ved hinanden, saa at indbyggerne boe saa got som i een bye tilsammen, liggende i en halv-maane der udgiør en halv miils vei, men jordens deeling er saa ubeqvem, at oftest har den, der boer i den ene ende, fine agre længst borte i den anden ende af marken, hvilket foraarsager begyggernen meget arbeid og omkostning. Byernes navne, saa vel som kirkens beskrivelse, er førhen anført under Harreherred. Kirken og det meste af landet har i gamle dage tilhørt Dom-Capitelet i Viborg, endog længe efter reformationen. Ikke desmindre findes der og at have boet adelsfolk paa landet, saasom Michel Agisøn af Fuur 1319, og Hr. Johannes Michelsøn af Fuur, Ridder, 1365, og flere saadanne, men hvad de der have eiet og beboer, vides nu ikke, dog skal der, efter gammel beretning, have været 2 eller 3 herresæder, som kan synes troværdigt af de indrettede fiske-parker og kieldere under jorden, som endnu sees paa visse steder i landet. Kirken har i nyere tider tilhørt provsten og sognepresten Hr. Niels Arøe, men landgodset Anders Kierulf til Sødal, som 1731 der stiftede en skole, siden hans enke-frue Margrete Dorothea Braës, som har gjort stiftelsen større baade til skolens vedligeholdelse og til fattiges underholdning. Nu tilhører landet Peder Envold Braës til Kokkedal, som endskiønt langt fraværende, holder alting der i god stand og orden. Øvrigheden angaaende, da som Fuur Land i geistlige sager henhører under Viborg Stifts Biskob, saa i verdslige sager under Amtmanden over Skivehuus Amt, og betaler sine skatter paa Skive Amtstue. Fordum havde Fuur Land sit eget birk og birke-ting, men samme er længe siden lagt under Salling-Herreds-Ting. Paa landet er en veirmølle, som ikke er tilstrekkelig nok at betiene indvaanerne med fornøden maling. Af særdeles friheder for denne Øes beboere, vides ikke nogen, uden at Kong Friderik ll. har bevilget dem for deres armods skyld ikke at udskives for mere end for halv tredie læg udi skat, naar den bliver paabuden, da de ellers tilforn havde været lagte tilsammen for tre hele læg, dateret Nykøbing den 20. julii 1570. Saa har og Kong Christian lV. 1640 den 5. aug. i henseende til deres meget ringe vilkor, formedelst fiskeriet der for landet slaaer feil, og for anden uleiligheds skyld, stadfæstet samme frihed, at de ikke skal legges og udskrives i skat for mere en halv tredie læg. Hvilket og af Kong Friderik lll. 1655 i sept. er comfirmeret. Paa marken findes trende steder, i Breden 4 à 5 alne, men i længden 10 à 12. Alle med mange store stene tet hos en anden omringede, hvilke af bønderne kaldes kæmpegraver. Paa et andet sted sees en dynge steen, som kaldes Gammel-Kirke, hvor de berette, at kirken først skulde være bygd. Paa landets nordre, hvor der ere meget høie og steigle bakker, er et sted kaldet røverstuen, i siden af bierget, hvor fordum en røver-flok skal have deres tilhold, indtil de af landsaatterne bleve paagrebne og dømte for landets Birke-Ret. Indbyggerne ere arbeidsomme, flittige, og ved det haardeste arbeid uforsagte folk, de ere ærlige, simple og ikke befængte med fremmede sæder. De leve meget knapt saavel hjemme som ude, en spege-aal, et stykke brød, og en bøtte suur melk er et got maaltid for en fuurboe. De ere ædrue; Drik dobbel, og deslige laster ere de ei hengivne til, den der er for saadant, er foragtet imellem dem. De reise sielden fra deres fødestavn, ikke heller indfinde sig fremmede hos dem, saa det er en gammel folkeslegt, som beboer dette land. De beklage sig over, at de ere inddelte under soldater-læg, de vilde heller tiene til søes, hvilket maaskee og var best; thi ingen bedre søefolk og matroser kunde findes end de. Ved deres brylluper og samqvem finder man dem anstændig lystige, de bruge ingen instrumental musik, men fornøie sig med at danse efter sang, da baade kvinde og mand-kiønet siunge mest alle vel, og erindre deres forfædres bedrifter ved gamle kæmpe- og andre viser. Bruden er klædt i grøn freseret klædes trøie og skiørt, haaret opbundet i en top, hvorpaa sidder en stor rose af røde og hvide baand med tvende hængler langs med ad ryggen. Brudgommen har en smuk undertrøie, dernæst en hvid vadmels vest, og derover en blaa vest, begge sorte, som skibsfolk bruge dem. Deres drik ved saadan leilighed er got øl, som de drikke af finaae leerskaaler, lidet brændevin, og derhos en pibe-tobak. Fuurboerne har tvende nærings-midler, det ene er agerdyrkningen, som meest forrettes af kvindekiønnet, det andet fiskeriet, som er mandfolkets hovedfag. Om sommeren bestaaer deres fiskerie meest i at fange aal med kroge. Hele april og først i maj-maaned samle de orm til madding fiern og nær, ja reise endog til Skive og nogle Mile omkring for at faae jord at grave efter orme udi. Disse føre de hjem og legge i kuler til brug for hele sommeren. De har et slags jord eller leer, kaldet kleg, som ei findes andensteds, hvori ormene bevares levende i en 3 ugers tid. Hver karl har et tusinde kroge, som han bruger fra maji af, til vinteren tvinger. Hver 24 timer, hellige dage undtagne, setter han sine kroge i vandet. de fare fra et sted til et andet i Limfjorden, for med deres angler at fortiene brødet. Intet veirlig, ingen moie er dem for haard. De ligge bestandig paa vandet i deres smaae og slette baade, saa længe det er aabet. Man finder dem altid siungende ved deres arbeid og ved frisk mod. De veed af ingen seng hele sommeren igienem, naar de har kastet sine kroge i vandet, kaste de sig under aaben himmel, eller i en lade, saa vaade som de komme i land, og hvile ikke over 4 timer. Efter St. Hans dag ere der nogle, som bruge puls-vaade at fange aal med, mest under Salling Land. Om vinteren bruges der fire baade at drage sild med, men sielden fanges flere, en indbyggerne selv kan fortære. Naar isen ligger, stange de aal. En karl kan om dagen faae 2, 3 à 4 snes aal. Dette fiskerie skeer i blinde, af den blotte følelse; thi stangen er 24 til 30 alne lang, og ofte længere efter bandets dybde, paa enden er et tre-grenet jern som er spids. Naar aalen treffes med den, som ligger paa fiordbonden, slaaer den sig med sin hale om stangen, hvilket fuurboen strax, kan merke i sin haand, og derpaa drager den op paa isen. Naar fiorden er tillagt med iis, falder derpaa ogsaa godt helte-fiskerie med kroge, men om sommeren fiskes helten med baade. Men aalefiskeriet er dog det betydeligste, thi af aalene kan de afsette en stor mængde, deels røgede og deels saltede, og Fuurboe-aalen er desuden berømt. Deres øvrige fiskerie med baade er, formedelst flet redskab, af ringe betydning. Paa visse steder findes der en stor mængde af østers-skaller, men om der nogensteds under landet gives levende østers er ikke bekiendt. Det dyrkede land er af ulige beskaffenhed i henseende til korn-mulden, endeel er leeragtig, skiferagtig, og endeel sandagtig, den mindste part er fyldig og sort muld, ses uagtet avles er meget got rug og byg, af havre faaes lidet. Niels Thaarup, som 1761 reiste for et mineralogisk selskab i Kiøbenhavn, og af hvis relationer en god deel af dette er taget, var da og paa Fuur, og fandt, at 3/4 deel af landet ligger øde og udyrket. Samme bestaaer mest af høie bakker, bierge og dale, som indeholder mangfoldige mineralske ting, saavelsom adskillige leer-jord- og steen-arter af forskjellig farve og beskaffenhed. Denne strekning af landet skal være saa minerask, at ikke engang lyng ret kan komme frem derpaa, men voxer meget kort. En af de ting paa denne øe, som mest er gaaen rygte af, er en meget stor steen paa landets nordre kant, kaldet af sin rødagtige farve den røde steen, som ligger 6 à 8 alne bar over jorden, og gaaer derpaa langt ind under et høit bierg og meget dybt ned i jorden. Om denne steen ere iblant den gemene mand adskillige fabeler, hvortil en hule, som er paa siden af steenen lignende en ovns-munde, har givet anledning, den er desuden fuld af mange smaae cabiteter. Ellers er der en gammel tradition, at denne steen skulde strekke sig under det ganske land, men sligt er uden grund, og steenen i sig selv er alene en sammenskylning af sammenkittet jern-sand, hvilket og deraf sees, at man overalt i den finder muskel-skaller og andre petrefakta som vandet medfører. Materien er grussagtig, slet sammenhængende, og saa blød, at mangfoldige navne af dem som ar beseet den, findes udskaarne derudi. Dog er den paa visse steder ved tidens længde blevet compact og haard, at deraf kan udbrydes hele stykker, som let lade sig hugge og danne til bygning, hvilket sees af Fuur-kirke, hvor der i lav-kirken, i sær udi den østre ende, er brugt en stor deel af denne steen. For neden ved steenen flyder en liden aae af klart rindende vand, som er meget mineralsk. Saa findes her og andre vitriolske vande. I en dal nær ved steenen opgraves guult okker, hvilket, naar det udtaes og renses fra sandet, er meget fint, naar det bliver udbrændt, giver en smuk brun-rød. Af samme farve-jord har en og anden maler fra Viborg læge siden vidst at betiene sig, som ofte reiste til Fuur, for at hente deraf til fornødenhed. Den ligger 7 à 8 tommer dybt i jorden, øverst er der 4 tommer god sort jord, hvorpaa følger 3 à 4 tommer brun jord eller en art af leer, som er overmaade haard, naar den er opbrudt, findes okkeret henved 4 tommer tyk, hvorunder atter er en hvid og graa masse, som en art af leer, ganske feed, og saa blød, at man neppe kan staae derpaa. Alle disse skifter ligge ganske flakt hen over jorden, og endes under en bakke. Paa østre siden i denne dal er en bakke, hvor der findes en stor mængde meget fint leer, som er guul-graat; paa udsiderne, hvor det tørres af luften, er det ganske tet og hart, og har næsten en farve som leeret i det hollandske steentøi. Oven i en sand-bakke under en ganske tynd jordskorpe, findes en slags steen, som har lighed med skiever, som bruges til skriver-tavler, men tynd, og alene i smaa stykker. Der findes en vis art jord-marv, bestaaende af et slags meget fint sand, som erfarenhed har viist at være beqvemt til agerdyrkningen. Herforuden findes mange andre slags jord- og leer-arter paa øen, i større og mindre qvantitet, men hvortil enhver i sær er tienlig, er endnu ikke blevet almindeligen bekiendt. Imod fjord-siden ere tvende høie bierge, hvoraf foden bestaaer af en kalkagtig leer-art, blandet med bitriol syre, hvor igiennem løbe brandgule jernagtige striber, som for øiet giver et behageligt syn; Naar man brænder den i ilden bliver striberne røde og den blaa grund hvid. Thaarup i ovenmelte relationer giver en vidtløftig fortegning paa vestlig Fuurlands curiosa, hvoriblant: 20 sorter adskillige farvet leer tienlig til porcelain, steentøj og pottemager-arbeid. Blaa jord tienlig til farve. 7 slags tripel. Lige saa mange slags okker. En umpra-art. Jernblandede og vitrioliske tørv-jorde og andre vitrioliske jorde. Allun-jorde. Lignum fossile. Valke-jorde. Steen-mergel. Steen-leer. Steen-lim. Indureret blaat leer. Sandsteen. Probere-steen. En graa og sart marmor-art, som stinker, naar den bliver reven. En silex med en ubekiendt ædelsteen. Adskillige sorter fliser og skiever-steen, samt petrisicater. Af hvilket alt ere indleverede prøver i det Kongelige Naturalien-Cabinet paa Charlottenborg. Men noget af det betydeligste er, om der, som foregives, skulde paa dette land findes steenkul, hvilket vel funde fortiene en nøjere undersøgning. Af skov findes nu intet paa landet, men at det fordum har været sterk bevoxet med skov, det viser de mange levninger og stumper træe, som findes overalt i moradserne og paa visse steder mængde af rød-skaller, foruden at i de fleste huse findes eg af en stor tykkelse, som berettes at være voxet der paa landet.

Sluttelig anføres saa mange, som man veed, at dem, der have været lænsmænd i Skivehuus læn og amtmænd udi amtet. Hr. Ludvig Albretsøn Marsk før 1328 og hans børn efter ham. Jacob Nielsøn paa Danmarks Riges vegne høvedsmand paa Hald og Skive Slot 1375. 

Sidst opdateret den 3. oktober 2012
Web-master - Torben Dyhr Krog - (e-post)