Fundet i Ole Mortensøn's:
Sejlskibssøfolk - fra det sydfynske øhav
side 75-77:

Et rent fortidslevn var sluprejsningen, og kun én eneste sømand havde oplevet at sejle med en slup:

"Ja, så er der nogen, det hedder slupper. Sådan én har jeg sørme også sejlet med, men det var ikke ret længe - en norskbygget. Den hed Adele af Rudkøbing. Det var én af vore gode gamle sejlskibskippere, der havde den. "Det er en dårlig sømand, der ikke selv kan lave sin rig." sagde han. Sluppen havde hamperig og vi kunne ligge nede ved kulkajen i Rudkøbing, ja, vi kunne ligge hvor pokker det skulle være. Vi behøvede bare skyde fra med en bådshage, så sejlede Adele. Den var let at have med at gøre. Den kom fra Norge. Vi havde kun to slupper her i Rudkøbing - én der hed Marie og én der hed Adele." (A. P., Rudkøbing.)
(Anm.: Marie er identisk med Nationalmuseets slup Ruth, Nordens Sidste bevarede slup).

Side 137:

Den indskrænkede fart gav også skipperen og besætningen mulighed for et egentligt familieliv, ja tit sejlede kone og børn med i sommerhalvåret, og der opstod også let et næsten familiært forhold mellem den unge og skipperen.

"Min far havde sluppen Marie. Han lod Skibsbygmester Boas forlænge den. Der var en slup til. Adele hed den, og den var ejet af Rasmus Sønderskov (Andersen), som boede i Tarmen, dvs. den nederste del af Ramsherred. Marie var sort med hvide sejl. Den havde storsejl, topsejl, fok og klyver og jager. Min mor og jeg sejlede sammen med far hele sommeren, indtil jeg skulle i skole. Vi sejlede meget på Egernsund efter teglsten og også på Kiel. Jeg mindes de dampere, der sejlede dernede, de var blå. Vi sejlede foderstoffer fra Kiel til Langeland for købmand Bendix Hansen. Han havde en stor forretning. Far måtte gå i land i 1911, for han havde noget besvær med nyrer og blærer. Sluppen var rigget med en stang, og så var agterenden spejlet, anderledes en på de andre. Det var ligesom rundt, ikke fladt." (Ellen Christiansen, født i Rudkøbing).


Tilbage til Ruth-siden
Sidst opdateret den . oktober 2012
Torben Dyhr Krog - webmaster - (e-mail)